Hvem er Annette?

Jeg har siden jeg var ung. elsket at male og sy. Jeg startede som Musselmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik på Sønder Fasanvej på Frederiksberg. Her fik jeg min kunstdåb. Omend den ikke tillod frie rammer, så lærte jeg et håndværk – en forståelse og en respekt for den proces og den tid det sirlige musselmaleri kræver.

Siden blev jeg uddannet Tilskærer og Dekoratør og begyndte i 1992 at arbejde
med mange forskellige udtryksformer bl.a. læder, tekstil, smykkekunst,
papirkunst og billedkunst. Jeg havde butik i Studiestræde i København og solgte
her mange af mine ting. Da vi flyttede fra København måtte jeg lukke min butik
og den blev så til en af de første webshops.

Jeg har undervejs deltaget i mange kurser og modtaget undervisning af flere
forskellige udøvende, anerkendte danske kunstnere.
Når jeg maler, er det intuitivt abstrakt med runde former. Jeg elsker den frie leg
på lærredet mens penslen arbejder. Meget af vores dagligdag
er kontrolleret max køre 50km/t, spise sundt, dyrke motion, passe på miljøet,
møde til tiden, gøre hvad der forventes af dig osv… Det er alt sammen helt okay,
men det er kontrolleret! Så kunsten er for mig den frie leg!

Om mit arbejde

I mine malerier anvender jeg akrylmaling, forskellige malemedier, Ink blocks,
spartelmasse, kul, Ink, bladguld og meget mere.
Alle de materialer sammen med forskellige redskaber og påførte lag er med til at give udtryk til maleriet i form af struktur og dybde. Farverne i malerierne er både de blå nuancer, som minder mig om mine, min
mands og vores døtres mange sejlferier da de var børn. Jordfarverne, Paynes
Grey, hvid sort og guld er også mine yndlingsfarver, som minder mig om naturen fra vores mange ferier i det Sydfranske.

Papirkunst er også blevet en stor del af mig de senere år og minder mig på
mange måder om min tid som musselmaler, med præcision, sirlighed og ro.
Alt hvad jeg laver udspringer af glæde og livslyst og udføres med stor respekt for det materiale jeg har med at gøre.